18. jun 2019
Klar til udlægning af fjernvarme i Norring Korsholm
De seneste måneder har vi brugt på at forhandle kontrakter med entreprenør, svejsere og rørleverandør. Samtidig koordinerer vi med Favrskov Kommune fortov og cykelsti-projektet på den nordlige side af Damsbrovej.
Vi starter op i uge 26
Entreprenørvirksomheden Arkil er i gang med at renovere cykelstierne på Damsbrovej. Netop nu er de i gang på den sydlige side af Damsbrovej, og de forventer, at de er færdige i løbet af ugen. De trækker sig så væk fra området, indtil vi er færdige med nedgravning af fjernvarmerør, hvorefter de renoverer den nordlige del af cykelsti og fortov.
Første del af vores fjernvarmeprojekt går ud på at få afsluttet nedlægningen af rør på Damsbrovej. Vi starter ved sidevejen Anneksvej og bevæger os ind i byen mod Skanderborgvej.
Fjernvarmerøret skal placeres i den nordlige vejbane med stikledninger til begge sider af vejen. Hvis der er nogle huse, som ikke ønsker fjernvarme netop nu, har vi alligevel gjort klar, så vejbanen ikke skal opgraves på et senere tidspunkt.
Vil du have fjernvarme?
Vi vil løbende tage kontakt til de boligejere, der bor i områderne, hvor vi lægger fjernvarme. I første omgang vil vi tale med dem, der bor langs Damsbrovej.
Hvis du som boligejer har spørgsmål til fjernvarmetilslutning, er du velkommen til at kontakte Morten Bjerregaard på telefon 51 87 51 07.
Vi finder et tidspunkt, hvor du har tid til en snak med os. Her kan vi beregne en eksakt pris for jeres bolig i forhold til tilslutningspris og det forventede forbrug på opvarmning. Her kan du lave en beregning selv på, hvad fjernvarme vil koste dig afhængig af nuværende opvarmningsform.
Tidsplanen er endnu ikke 100% fastlagt, da vi tager forbehold for, at vi kan støde på uforudsete situationer på Damsbrovej. Vi forventer, at vi er færdige på Damsbrovej til oktober, men forventningen er samtidig, at der først sættes varme på til husene i løbet af december.
Du er altid velkommen til at kontakt os her, hvis du har spørgsmål til fjernvarmeprojektet.