---
title: "Løbende vedligeholdelse sikrer stabil varmeforsyning"
description: "Renovering af produktionsanlægget"
date: "2026-11-05"
created: "2026-11-05"
---

[Hjem](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/)

                    [Nyheder](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/nyheder)

                [Løbende vedligeholdelse sikrer stabil varmeforsyning](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/nyheder/loebende-vedligeholdelse-sikrer-stabil-varmeforsyning)

# Løbende vedligeholdelse sikrer stabil varmeforsyning

Hos Hinnerup Fjernvarme arbejder vi hver dag på at sikre en stabil og driftssikker varmeforsyning til vores forbrugere. En vigtig del af dette arbejde er den løbende service og vedligeholdelse af vores produktionsanlæg.

Fjernvarmeproduktionen kører døgnet rundt året rundt, og det betyder, at anlæg, kedler og mekaniske komponenter naturligt bliver udsat for slid. Derfor gennemfører vores egne medarbejdere løbende service, renoveringer og udskiftninger af centrale anlægsdele, så vi kan forebygge nedbrud og opretholde en høj driftssikkerhed og forsyningssikkerhed.

Et aktuelt eksempel er udskiftning af den 15-meter lange snegl, som transporterer aske og slagger fra halmkedlerne ind i askelageret. Efter mere end 10 års drift var sneglen nået til et punkt, hvor en udskiftning var nødvendig for fortsat at sikre en stabil drift. Samtidig er drivgearet blevet flyttet til en mere hensigtsmæssig placering, hvilket forventes at reducere det fremtidige vedligeholdelsesbehov.

Derudover har vi været i gang med renoveringen af hydraulikstemplerne til indskubberen på vores største halmkedel. Ved selv at renovere indskubberen og efterfølgende få fremstillet et nyt stempel kan vi forlænge levetiden på udstyret og undgå en langt dyrere udskiftning af hele enheden.

En anden vigtig opgave i år har været vedligeholdelse af vores store varmeveksler. Veksleren overfører varmen fra Hammel til fjernvarmenettet i Hinnerup og er en central del af distributionen. Som du kan se på billederne, er de noget større end den, du måske har i dit hus til at opvarme dit varmevand.

Når en veksler viser tegn på slitage eller nedsat effektivitet, planlægger vi vedligeholdelse eller udskiftning i god tid. Ved at vedligeholde disse komponenter, inden der opstår problemer, kan vi minimere risikoen for uforudsete driftsstop og samtidig sikre en effektiv varmedistribution.

Ved at udføre størstedelen af vedligeholdelsesarbejdet med egne medarbejdere, og kun når det er yderst nødvendigt at leje eksterne folk, opnår vores egne folk en stor teknisk viden om vores anlæg. Det betyder, at vores medarbejdere altid kan reagere hurtigt på udfordringer og samtidig holder vi omkostningerne nede.

Kort sagt er løbende vedligeholdelse en vigtig investering i forsyningssikkerhed, driftsstabilitet og ansvarlig økonomi. Det er med til at sikre, at vi også fremover kan levere stabil varme til alle jer forbrugere i hele forsyningsområdet.

![](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/371fcf45-5d6d-466c-8d3b-6ea41bddcdf2?width=800)Den gamle snegl hænger stadig på sin plads

![](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/3ad972f6-8b3e-4df1-9fdd-09513580b9e5?width=800)Kranen løfter den nye snegl på plads

![](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/131802ec-448f-4356-9eb7-4ddf0d60dbb1?width=800)Den nye snegl skubbes ind i hullet

![](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/1442a607-0482-4465-a5fd-17eeed8762b3?width=800)Sneglen skal placeres meget præcist

![](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/ea9dda37-f1e9-4cad-9f57-19e11fe9cb46?width=800)Det sidste arbejde med fastgørelse

![](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/7e895de9-2342-4ec5-a021-340d338f6fee?width=800)Indskubberen udfræses

![](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/8272d6f6-ebf6-4bdd-8189-08df3b41c4ba?width=800)

![](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/88ee3afc-7112-4a5f-bb5b-056d2ef30683?width=800)De brugte vekselplader sendes til rensning

![](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/4c4f1b74-2801-409f-b632-4fcbddb336cf?width=800)Klargøring inden vekselpladerne genmonteres

![](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/i/MOLIRIMEDIA/eb912908-7e55-45e4-8bb9-7f09f1909dff?width=800)Så er de rengjorte vekselplader ved at blive monteret

## Læs også vores andre nyheder

                https://www.hinnerupfjernvarme.dk/nyheder/loebende-vedligeholdelse-sikrer-stabil-varmeforsyning

                        Fredag den 29. maj 2026
                        [Bestyrelsens beretning 2026](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/nyheder/bestyrelsens-beretning-2026)

                        Torsdag den 30. april 2026
                        [Generalforsamling 28. maj 2026](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/nyheder/generalforsamling-28-maj-2026)

                        Fredag den 27. februar 2026
                        [Dronebaseret termografering gennemføres i Hinnerup frem til 31. marts 2026 – Vejret giver endeligt grønt lys](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/nyheder/dronebaseret-termografering-gennemfoeres-i-hinnerup-frem-til-31-marts-2026-vejret-giver-endeligt-groent-lys)

                        Onsdag den 4. februar 2026
                        [Ny elkedel og akkumuleringstank på vej](https://www.hinnerupfjernvarme.dk/nyheder/ny-elkedel-og-akkumuleringstank-paa-vej)
